fredag den 6. november 2015

Alle de bekymringer....




Det er helt naturligt at bekymre sig - men hvis bekymringerne i perioder tager over bliver vi i dårligt humør og får måske uro i vores indre. I værste fald kan bekymringerne stjæle livsgnisten og i alvorlige tilfælde gøre os deprimerede. Vi moderne mennesker bekymrer os rigtig meget - det kan være helbredet, udseendet, kærlighedslivet, økonomien, fremtiden og børnene (ikke mindst;)).

Jeg synes, at jeg bekymrer mig rigtig meget om alt muligt. Får jeg mon kræft og dør før mine børn er klar til at klare sig selv? Hvad nu hvis min mand finder en anden? Hvad nu hvis mine børn blir syge eller kommer alvorligt til skade? Er jeg god til det jeg tror jeg er god til?.. Hvad nu hvis.... Og hvad nu hvis andre tror.... Puha hvor kan det fylde meget. Jeg tror, at det er en god ide at tage sine tankemønstre og grundantagelser op til et kritisk og konstruktivt serviceeftersyn en gang i mellem. Jeg gør det ved at meditere og dyrke yoga. Det lyder måske sådan lidt frelst-agtigt - men det er det faktisk ikke.. Det ER den endegyldige sandhed!!  Det er selvfølgelig noget pjat - der findes mange sandheder. Men min sandhed er og blir yoga og meditation. Jeg må indrømme at meditationen volder mig en del problemer.  Helt ærligt jeg synes det er SÅ svært og lidt kedeligt også. Dog mærker jeg alle fordelene, så grundene til at fortsætte vil ingen ende tage.

En meget simpel og helt konkret øvelse til at "give slip" vil jeg lige dele her til slut.
Find et behageligt sted enten at sidde eller ligge ned. Sørg for at du ikke blir forstyrret - sæt evt. tid af (5 - 10 min.) Prøv så at fokusere på dit åndedræt og prøv at gøre indåndingerne og udåndingerne lange og dybe. Tænk så på en bekymring der har fyldt for dig..... Forestil dig at du på dine indåndinger fylder kroppen med ny energi og at du på dine udåndinger giver slip på denne specifikke bekymring. Hvis der skulle komme en anden tanke snigende - så forestil dig at den ikke tilhører dig men bare dukker op i din bevidsthed for så at forsvinde igen.
                                               
                                                                     God fornøjelse ☺️



Ingen kommentarer:

Send en kommentar